En bæredygtig virksomhed

I Jespers Torvekøkken er vores mission at lave ærlig og herlig mad som en bæredygtig virksomhed. 

I Jespers Torvekøkken har vi en klar holdning til at vores produktion skal være så bæredygtig som muligt. Det gælder både i forhold til bæredygtige arbejdsforhold for vores medarbejdere, en bæredygtig økonomi og bæredygtighed i relation til miljøet. Vi igangsætter løbende initiativer, som skal bidrage til eksempelvis at mindske madspild.

Vi sænker madspild med mindst 30% på vores frokostordninger

Gennem de sidste to år har vi i Jespers Torvekøkken udviklet et system, som har til formål at undgå madspild ved at styre størrelserne på kundernes frokostbuffeter. De fleste virksomheder oplever dagligt, at ganske meget mad bliver smidt ud, efter medarbejderne har forladt frokostbuffeten. Årsagen er åbenlyst, at det er svært at for frokostleverandørerne at tilpasse mængderne. Et nyt, selvudviklet ressourcestyringsværktøj sætter imidlertid nu Jespers Torvekøkken i stand til at justere alt lige fra mængderne af grøntsager, pålæg, varme retter til toppings. Resultatet er et markant mindre spild af ellers helt friske og lækre fødevarer.

Systemet er udviklet som et led i vores strategi om at gøre vores virksomhed så bæredygtig og miljøansvarlig som muligt. Systemet virker ved, at frokostkunderne indrapporterer, hvad der oftest smides ud, hvad der er for lidt af, hvad medarbejderne bryder sig mindre om etc. Informationerne samles ind real time og går direkte til kokkene på de forskellige frokostordninger hos Jesper Torvekøkken, som ved et tryk på en knap kan justere mængden i forhold til de enkelte kunder. Jo flere data systemet indsamler om de enkelte kunders frokostvaner, jo nemmere bliver planlægningen. Systemet sparer derfor også tid i selve produktionen af de mange frokostordninger. 
 

Al organisk affald omdannes til grøn energi

Jespers Torvekøkken har indgået et samarbejde med Biotrans, som omdanner madaffald til grøn energi. Dette betyder at al vores organiske madaffald genanvendes til produktion af el og varme. Køkkenerne har struktureret arbejdsprocesserne efter dette initiativ, så vi bidrager til at kunne producere mest muligt grøn energi. 

 

Hvad gør vi ellers for at mindske madspild?

I Jespers Torvekøkken anvender vi mest muligt af en råvare. Vi bruger stokken fra blomkål samt afpudsninger fra kød i lækre fonder eller saucer. Vi bruger ekstra stege som pålæg eller i sandwiches og sørger generelt for en effektiv styring af råvareindkøb.  Vi lægger også mange tanker i, hvordan vi udformer vores buffeter, så man ikke kommer til at fylde for meget på tallerkenen første gang, man går i buffeten. 

Kontakt os endelig hvis I har ideer eller forslag til hvordan vi yderligere kan mindske madspild.

Vi arbejder på vindenergi

Bæredygtighed er også at spare på de ressourcer vi kan og udnytte nye teknologier i hverdagen. Derfor køber Jespers Torvekøkken udelukkende strøm fra vindmøller. Det understøtter vores ønske om en grøn profil og vi kan udnytte det positivt at det blæser så meget i Danmark. 

Vi passer på vores medarbejdere

Vi er mange mennesker i Jespers Torvekøkken og passer godt på hinanden. Vi arbejder under overenskomst, som sikrer trygge rammer i hverdagen. Vores medarbejdere er dygtige fagfolk, som sætter en ære i deres arbejde. Derfor er det vigtigt for os at vi kan tilbyde videreuddannelse og personlig udvikling, så alle føler sig udfordrede og motiverede til at blive endnu bedre til sit fag. Virksomhedens størrelse betyder at vi både arbejder på tværs og i mange mindre teams. Det er faktisk en fordel. Det giver os nemlig rum til at dyrke de nære relationer og spare med hinanden i en travl hverdag. 

 

 
Accepter cookies fra torvekoekken.dk

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse, når du besøger os.
Du kan altid slette dem igen.